Kultur

Den gode ånd

I Isbjørnen er vi hinandens gode kultur, og vi skaber selv den ånd, der er i klubben, så det er vigtigt at værne om den og hjælpe med til at opretholde gode og nærende omgangsformer og god tone. Skulle det ske, at enkelte glemmer at overholde vores regler eller glemmer den gode tone er det vigtigt, at man forsøger at at afhjælpe situationen og hjælpe den uheldige tilbage på sporet med en henvisning til adfærdsnormerne.

Deltag i snakken, det fremmer klubånden og Isbjørnens kultur.

Som badeklub færdes vi med kun lidt eller ingen påklædning, hvorfor det er særligt vigtigt, at alle er opmærksomme på ikke at foretage handlinger, der kan krænke andres blufærdighed.

Hilsepligten

Vi hilser altid på hinanden med et “hej” eller på anden måde, når vi møder andre i klubben.

Badekultur

Langt de fleste finder det mest behageligt at bade nøgen, men det er ikke på nogen måde et krav, badetøj bruges bestemt også – dog ikke i saunaen.

Når man vil have sig et “dyp” i fjorden går man via badebroen ud på badeplatformen og går i vandet i naturlig rækkefølge ift. de andre, der allerede er i vandet, er på vej op eller står klar ved en af badetrapperne.

Ønsker man sig badeplatformen og “vandturen” for sig selv og/eller sammen med enkelte nærmeste må man vente og selv finde sig et “åbent” tidsrum. Dette behov er på den ene side helt naturligt og ingen har ret til at “tale det ned”. Omvendt må man i den position regne med, at der er tale om en vinter- og helårsbadeklub, hvor nøgenhed og badning sammen med andre klubmedlemmer, også dem man ikke lige kender personligt, er kernen.

Som også beskrevet andre steder på denne hjemmeside gælder under alle omstændigheder, at alle udviser respekt og passende diskretion.

Før saunaen besøges skal du være afvasket i bruseren eller ved en tur i fjorden.

Man må ikke bære badetøj i saunaen eller medbringe fodtøj i rummet, efterlad det i for-rummet – også selv om pladsen kan være trang.

Du skal medbringe og placere dig på et sideunderlag i form af godt sugende eller flere håndklæder eller lignende i saunaen. Du skal sidde så underlaget kan forlades i tør tilstand, således er et tyndt klæde ikke tilstrækkelig.

Det er frit, om du er nøgen eller har et klæde svøbt omkring dig, under ophold i saunaen.

Af hensyn til bare fødder og skadesrisiko må der ikke medbringes glasflasker eller i det hele taget emner af glas i saunaen.

Vildmarkskarret er åben ved særlige lejligheder, som f.eks. ved fuldmånebadninger. Man vasker dig grundigt med sæbe og vand, inden brug af vildmarkskarret og følger info og anvisninger opslået ved karret.


Isbjørnen er en forening af frivillige og via medlemskabet bekræfter du din tilslutning til dette grundlag. Det betyder, at du kan forvente indimellem at skulle deltage i de opgaver bestyrelsen og forskellige udvalg beder om.

Som andet sted nævnt er det naturligt at vi hilser på hinanden, når vi mødes i klubben. Vi behandler hinanden med respekt og almindelig høflig adfærd er forventet af alle medlemmer.

Det forventes og er naturligt og nødvendigt, at du altid rydder op efter dig, hver gang du har brugt køkken, klublokale, bad og omklædning. Møder du en fyldt og ren opvask i maskinen er det oplagt at tømme og sætte servicen på plads.

Tag affald med til molokken på Vestre Fjordparks område eller i det mindste til affaldsstativ i gården. Flasker og dåser smides i klubbens dertil indrettede container, der er placeret i gårdhaven. Containeren tømmes af en af klubbens ildsjæle, der samtidig har arrangeret en medlem-til-medlem service med kolde øl. Du betjener dig selv – og husker at lægge den meget rimelige betaling til ildsjælen.

Dette frivilligt baserede betyder også, at ved alle arrangementer er der forberedelse, oprydning og rengøring, og et antal gange årligt indkalder de bygningsansvarlige (bestyrelse og ildsjæle) til hovedrengøring i krogene, og i det hele taget, det der ikke hører med til, hvad vi kunne kalde ”daglig” oprydning og rengøring.

Opslagstavlen er placeret på væggen i gangen mellem herrernes og kvindernes omklædning. Bestyrelsen, udvalg og ildsjæle opsætter meddelelser, indkaldelser til frivillig indsats, fester, sammenkomster og mødereferater. Det er således i klubhuset, at man kan orientere sig om kommende arrangementer, fuldmånebadning, fester, udflugt til andre klubber mm. Et medlem har oprettet en Facebook-side, som er flittigt brugt som kanal fra medlem til medlem, så det sker, at ikke alt når på opslagstavlen, men klubben forsøger at fastholde en langvarig tradition for, at man via sin gang i klubben har adgang til information om klubbens arrangementer og ligeledes kan tilmelde sig på skriftlige lister til arrangementerne. Vi tilstræber, at tilmelding og betaling til de fleste arrangementer sker via hjemmesiden. men til arrangementer vil der så vidt muligt også være lister på opslagstavlen, man kan skrive sig på.

Klublokalet bruges ofte af medlemmerne til hyggeligt samvær og pause fra hverdagens øvrige gøremål. I forskellige større eller mindre grupper sætter man hinanden stævne for en gang morgenmad, frokost eller et let mellemmåltid. Fælles grill i gårdhaven i sommerhalvåret er også populært.

Du kan frit forsyne dig med klubbetalt kaffe/the.

Klubben er røgfri og cykler og hunde må ikke bringes indenfor de aflåste områder.

Venners fotografering af hinanden i fælles forståelse er noget vi ser, men med afsæt i, at klubben er foto-frit område i den betydning, at man ikke mod sit vidende bliver fotograferet. En naturlig og vigtig forholdsregel al den stund, at der er tale om en badeklub med hvad deraf følger af bar hud.

Også om sommeren er der stor aktivitet i klubben. Gårdhaven bruges som solgård, til alm. hyggeligt samvær og i det hele taget til afslapning efter en tur i det friske fjordvand.